IE er sammen med sin mand, arkitekt Johannes E., blevet kendt som en eminent kirkebygger og restaureringsekspert. I parrets lange samarbejde har deres indsats ikke kunnet skilles fra hinanden. Hun voksede op i Randers i et kristent og borgerligt hjem med fire søstre. Faderen solgte metalvarer, moderen var hjemmegående. I barndommen interesserede hun sig for at tegne, og efter studentereksamen fra Randers Statsskole 1945 og et år som ung pige i huset gik hun på Arkitektskolen 1946-54. I studietiden arbejdede hun 1951-53 på tegnestuen Bjørn & Bernadotte med udformning af industrielt design. I 1952 blev hun gift med studiekammeraten Johannes E., som hun havde kendt siden gymnasiet. Som andre i tiden var de optaget af den internationale modernisme kombineret med social forståelse og funktionelle aspekter. Det moderne skulle senere i deres værker blive blandet med traditionen på en helt særlig Exnersk måde i deres mange kirkebyggerier.

Kirkerestaureringer havde parret kendskab til gennem IEs svigerfader, der var provst, og restaureringsarbejde blev en del af deres hverdag, da ægtefællen i 1956 blev ansat hos arkitekt ◊Mogens Koch, der restaurerede kirker. Også personligt var ægteparret forankret i kristendommen, og de førte teologiske samtaler med bl.a. arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, som de kendte fra studietiden. Sammen med Spreckelsen udarbejdede de et ikke-realiseret kirkeprojekt i Vangede. I 1958 oprettede parret egen tegnestue i Århus efter at have vundet 1. præmie i en konkurrence om en ny kirke i Randers sammen med arkitekt Knud Erik Larsen. Skt. Clemens Kirke i Randers 1963 blev den første af parrets i alt 13 nye kirker, der kom til at ligge med stor geografisk spredning ud over landet. Hvor Skt. Clemens Kirke er en processionskirke, blev de efterfølgende kirker udformet ud fra den overbevisning, at forkyndelsen ifølge den lutherske kirkes selvforståelse bør foregå blandt menigheden, snarere end fra et ophøjet alterscenarie for enden af en gang. Liturgien fordrer, at kirken udformes som en centralkirke med menigheden samlet omkring alter, font og prædikestol. Dette princip benævnte IE og hendes mand i 1964 “circumstantes”, dvs. omkringstående, efter et udtryk i A. Rappes bog Domus eccleciae. I Præstebro Kirke i Herlev 1966-69, i Sædding Kirke i Esbjerg 1978, og i Skæring Kirke i Århus 1994 er alteret placeret i det ene hjørne og adgangsvejen i den ene diagonal. Opstandelseskirken i Albertslund 1984 er udformet med inspiration fra byzantinske ottekantede kirker. Kirkerummet er oplyst af sprækker i ottekantens hjørner, der kaster strejflys ind på væggene med rosafarvede felter.

Stofligheden og lyset kommer på anden vis dramatisk frem i den kubisk formede Islev Kirke 1968-69, hvor rummet er oplyst af sparsomt nedsivende dagslys. Rummets dunkle stemning er inspireret af romanske kirker. Det gælder også Nørre Uttrup Kirke i Nørresundby 1975-77. Den arkitektoniske oplevelse af de enkelt udformede rum er stærkt understøttet af en rusticitet med inspiration fra den svenske arkitekt S. Lewerentz. Som hos Lewerentz er IE og hendes mands foretrukne materiale tegl, og det er anvendt i rigt mål ud fra et homogenitetsprincip, som de udformede efter en studierejse i 1953 til italienske landsbyer, hvor de oplevede, at alt havde samme materialekarakter. Nørrelandskirken i Holstebro 1967-69 er således opført udelukkende i tegl og fremstår med en stram skulpturel styrke, der henleder tanken på den amerikanske arkitekt L. Kahn. Homogenitetsprincippet anvendtes også til at udforske andre materialer som beton, der benyttedes med forskellige overflader i Gug Kirke i Ålborg 1973.

IE og Johannes E. har fået næring til deres eftertænksomme og holdbare kirkebyggerier gennem målrettede studier. Til grund for de færdige værker har ligget et stort forarbejde med modeller og skitser samt en omfattende rejseaktivitet til vest- og østeuropæiske kirker. Drivkraften bag den ihærdige indsats har været ønsket om at rense ud og skabe klarhed på alle planer i en bygning såvel funktionelt som æstetisk, og deres indsats har også omfattet inventar. Til flere kirker har slægtningene, guldsmedene ◊•Helga og ◊Bent Exner, udført stager, krucifikser og altersølv.

I 1960’erne og 1970’erne udførte IE og hendes mand et stort antal kirkerestaureringer. På dette område udtrykte de deres personlige opfattelse af tidens processer, som de ønskede skulle være synlige i modsætning til en mere rigid tilbageføring til det oprindelige. Deres hovedværk har dog ubetinget været Koldinghus, som de gennem 20 år førte tilsyn med og restaurerede på opfordring fra Boligministeriet 1972-92. Slottets oprindelige form fra 1808 blev genetableret uden at sløre tidligere tiders byggeaktivitet. Indsatsen påkaldte sig international bevågenhed og affødte Europa Nostra Prisen i 1994. Deres fineste opgaver omfatter også restaureringen af Rundetårn, Trinitatis Kirke og Trinitatis Kirkeplads med nyskabelsen Trinitatis Sognehus 1983, som blev en af de første sognegårde, som tegnestuen opførte. De i alt 11 sognegårde opført fra 1978 og frem er vidt forskellige og synes i højere grad end kirkerne at tage udgangspunkt i stedet. Til Roskilde Domkirke har de med ◊Vilhelm Wohlert også tegnet ◊Frederik 9.s begravelsesplads. Deres værker har været vist på mange udstillinger, senest den retrospektive udstilling Inger og Johannes Exner på Museet på Koldinghus 1996. De har modtaget utallige priser og æresbevisninger, bl.a. Eckersbergs Medaille 1983, Træprisen 1987, Nykredits Arkitekturpris 1991, C.F. Hansen-Medaillen 1992 og samme år Honorary Fellowship of The American Institute of Architects. Fra 1998 er tegnestuen videreført af de to døtre, arkitekterne Karen E. og Anne-Mette E., samt Finn Larsen.