Jeppe
Jeppe Aakjær (1866-1930)
Aakjær
mand
Aakjær
Salling
Forfatter
Abstrakt
Jeppe Aakjær (født Jensen) voksede op på en fattig gård i landsbyen Aakjær syd for Skive. I 1886 tog han præliminæreksamen fra Blaagaard Seminarium i København. På seminariet var Aakjær en ivrig debattør og deltog i demonstrationer mod Estrup-styret. I 1893 giftede Aakjær sig med forfatteren Marie Bregendahl. De bosatte sig i København, men ægteskabet var ikke lykkeligt og efter syv års samliv gik de hver til sit. Aakjær var i mellemtiden blevet student og cand.phil., og nogle år efter skilsmissen vendte han tilbage til Salling. Her giftede han sig med billedhuggeren Nanna Krog og blev medejer af gården Jenle, hvor han boede til sin død i 1930. Som en af de få forfattere i sin generation fik Aakjær et folkeligt gennembrud. Hans forfatterskab vandt ikke blot beundring, men også store læseskarer. Populariteten blev bl.a. anskueliggjort på hans 60 års fødselsdag, hvor de fire store københavnske dagblade så bort fra partihensyn og bragte digteren en pompøs hyldest. Et centralt tema i Jeppe Aakjærs digtning er en moderne længsel efter sammenhæng og tilhørsforhold. Længslen ytrer sig som en stadig pendlen mellem erindring og håb, hjemstavnsdigtning og agitation for reformer.