Fællesorganisationen ved Jydsk Telefon-Aktieselskab (1971-)
1971
Fagforeninger
Abstrakt
Fællesorganisationen på Jydsk Telefon-Aktieselskab blev oprettet i 1971, sandsynligvis som samarbejdsorgan i forbindelse med en del interne stridigheder i fagorganisationerne på Jydsk Telefon-Aktieselskab, hvilke bl.a. havde ført til, at en række mekanikere og snoreassistenter var brudt ud af Jydsk Teletekniker Forbund og dannet den selvstændige Foreningen for Centralteknikere (FFC). Fællesorganisationen var en sammenslutning af ledelserne i de jyske fagforeninger under og afdelinger af fagforbundene Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark (COTD) og Dansk Telefonforening.
Formålet var at samordne medlemmernes - det vil i praksis sige Jydsk Telefons medarbejderes - interesser og sikre den bedst mulige kontakt mellem de forskellige personaleforeninger. Fællesorganisationen tog omgående fat på en række overordnede fagforeningsanliggender og nedsatte få måneder senere bl.a. "Udvalget til undersøgelse af grænseproblemer". Fællesorganisationen fik kontor i tilknytning til Funktionærforeningens kontor i Clemensborg, Sct. Clemens Torv 10, Aarhus.
Fællesorganisationens nedlæggelsesår er ukendt, og Aarhus Stadsarkiv har kun materiale fra oprettelsen. 1980'erne bød for fagorganisationen på Jydsk Telefon-Aktieselskab på adskillige strukturændringer i form af fusioner, nedlæggelser og grundlæggelser af fagforeninger og forbund, og ved årsskiftet 1986/1987 fusionerede COTD, der i mellemtiden havde skiftet navn til Teleforbundet i Danmark, med bl.a. Dansk Telefonforening under navnet Dansk Teleforbund, således at foreninger, der før havde stået i to forbund, nu stod i det samme. Dog eksisterede der stadig den nyoprettede forbund Jydsk TeleSamvirke (senere Dansk TeleSamvirke) samt enkelte uafhængige fagforeninger, hvorfor det muligvis har været nødvendigt at beholde en fællesorganisation på Jydsk Telefon-Aktieselskab. Dansk Teleforbund og Dansk Telesamvirke fusionerede i 1995 under navnet Telekommunikationsforbundet (fra 2003 en del af Dansk Metal).