Søgning i AarhusArkivet
Indtaster man noget i søgefeltet, foretager man en fritekstsøgning i alle materialebeskrivelserne. Det betyder, at der som udgangspunkt søges i både titler, overskrifter og beskrivende metadatafelter.
Her er et par søgetips til fritekstsøgningen
- Brug "*" til at trunkere et søgeord. Eks. "skattemandtal*", hvilket både returnerer resultater med ordene "skattemandtalsliste" og "skattemandtalsprotokol"
- Brug "-" (uden mellemrum) før et ord for at ekskludere det fra resultaterne.
- Brug anførselstegn til at søge efter en frase, eks. "marselisborg slot". NOTE: Brug af "-" og "*" inden i en frase har ingen effekt.
Søgning efter entiteter
Når man begynder at indtaste et ord i søgefeltet, vil en dropdown-menu med matchende entiteter (personer, steder, organisationer..) åbne sig. Vælger man en af entiteterne, eks. adressen Vestergade 7, vil alle materialer, som omhandler Vestergade 7 blive vist.
Der er ikke tale om en fritekstsøgning, men om en kurateret opmærkning, foretaget af de enkelte registratører. Det betyder, at man kan 'fange' nogle resultater, som ellers ikke dukker frem i en fritekstsøgning (eks. hvis adressen omtales 'Vesterg. 7'), men samtidig er vore registreringer ikke perfekte, og man vil ofte kunne supplere en entitetssøgning med en efterfølgende fritekstsøgning (eks. "Vestergade 7") for at få et fyldestgivende resultat.
Søgefiltre
Foruden fritekst- og entitetssøgningerne er der mulighed for at begrænse, hvilke materialer man ønsker at se. AarhusArkivet benytter følgende filtre:
-
Tilgængelighed
Alle materialer er enten på magasin, på læsesalen eller allerede online. Filteret bruges til eksempelvis at begrænse resultaterne til de materialer, som er online og derfor kan ses hjemmefra. Læs mere om tilgængelighed her
-
Brug af materialer
Alle materialer er placeret i en af følgende fire 'brugbarheds'-kategorier:
- I offentlig eje. Materialer i denne kategori må genbruges uden begrænsninger.
- Creative Commons Navngivelse. Materialer i denne kategori må genbruges, så længe man krediterer ophavsretshaverne på passende vis. Læs mere om Creative Commons Navngivelse og kreditering her.
- Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel. Materialer i denne kategori må kun genbruges og vises i ikke-kommercielle sammenhænge. De må derfor heller ikke gengives på sociale medier. Læs mere om Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel og kreditering her.
- Alle rettigheder forbeholdes. Materialet må under ingen omstændigheder gengives eller bruges i sammenhænge som ikke er rent private.
-
Materialetyper
Vores materialer er placeret i knap 100 materialetyper, fordelt på 11 hovedtyper med tilhørende undertyper. Vælger man en hovedtype, eks. 'Billeder', returneres alle materialer af typen 'Billede' - inkl. de materialer, som er registreret under en af undertyperne, eks. 'Portræt' eller 'By- og gadebilleder'.
-
Emner
Vores materialer er placeret i knap 70 emnekategorier, fordelt på 8 hovedemner med tilhørende underemner. Vælger man et hovedemne, eks. 'Erhverv', returneres alle materialer med emnet 'Erhverv' - inkl. de materialer, som er registreret under en af underemnerne, eks. 'Fagforeninger' eller 'Detailhandel og service'.
-
Dateringsfilter
Man kan begrænse, hvilken periode man vil se materialer fra. Dette kan gøres ved at definere en tidligste og/eller seneste dato for relevante materialer. Man skal minimum angive et fire-cifret årstal, men kan også angive præcise datoer.
Aktive filtre
Hvis man har sat et søgefilter eller valgt en entitet i dropdown-menuen under søgefeltet, vil de fremgå som aktive søgefiltre øverst i søgemenuen. Klik på en af filtrene for at fjerne det eller negere det, dvs. bruge det som negativt filter, søg eks. efter alle materialer, som IKKE er billeder
I mange tilfælde kan man også læse mere om filteret eller se om den valgte person eller organisation også er arkivskabere.
Søgning i enkelte samlinger
Har man sat en bestemt samling som søgefilter, vil alle søgninger naturligvis kun returnere materialer, som er en del af netop denne samling.
Sortering
Som udgangspunkt er eventuelle søgeresultater sorteret efter relevans. Relevans udregnes kort fortalt efter, hvor et søgeord findes i registreringen. Findes ordet i materialets titel, vurderes dette til at have større relevans for søgningen end hvis ordet findes i beskrivelsesteksten.
Det er også muligt at sortere søgeresultaterne efter dato.