Immervad

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Immervad

Beskrivelse

Beskrivelse

Navnet har forbindelse med vadestedet over åen, som sammen med åhavnen var grundlaget for den ældste bydannelse.

Betegnelsen Immervad kom tidligt til også at omfatte gadestrækningen ned mod vadestedet.

På gadens vestlige side lå i middelalderen en blanding af sygehus, plejehjem og gæstehjem. Huset forfaldt efter reformationen, og der blev bygget en stor købmandsgård.

Siden kom der flere købmandsgårde på begge sider af gaden, det var store komplekser med pakhuse og stalde. Ingen af disse gårde er bevarede, men i Maren Smeds Gyde er bevaret et lille pakhus.

Immervad dannede sammen med åhavnen ude ved kysten det trafikmæssige grundlag for den ældste bydannelse. Gaden blev anlagt umiddelbart efter Lille Torvs anlæggelse omkring 1250.

Endelsen vad henviser til vadestedet medens immer giver anledning til flere forklaringer. Det kunne være efter en person Emmer, som skulle have haft en gård tæt ved vadestedet. En anden forklaring er, at emmer henviser til de rester, der bliver tilbage, når man læsker kalk, og da man virkelig har fundet kalkrester i jorden lige ved vadestedet, er det tænkeligt, at dette har været udlagt for at gøre bunden i åen stabil og fast. En tredje forklaring henviser til, at vadestedet altid kunne passeres.

Meget tyder dog på at navnet Immervad ikke var kendt i middelalderen. I en kilde fra 1512 bliver gaden omtalt som "gaden ned til broen".

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).