Ivar Huitfeldts Gade
Ivar Huitfeldts Gade (1898-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Ivar Huitfeldts Gade er opkaldt efter en dansk søhelt (1665-1710).
I 1898 blev gaden udlagt i 25 alens bredde som forbindelsesgade mellem Trøjborgvej og Niels Juels Gade, og året efter blev gadenavnet besluttet. I 1906 vedtoges det at brolægge gadestrækningen efter ønske fra Trøjborg Grundejerforening, da gaden på dette tidspunkt var stærkt befærdet og i dårlig stand.
Ved udkørslen til Nordre Ringgade var det oprindeligt meningen, at Ivar Huitfeldts Gade skulle føres lige igennem, men tilslutningen ville i så fald ske i en meget spids vinkel, som ville vanskeliggøre en bebyggelse af de tilstødende hjørnegrunde. Ved anlæggelsen af den resterende gadestrækning i 1933-34 etableredes forbindelsen fra Ivar Huitfeldts Gade og Steen Billes Torv derfor vinkelret på Ringgaden.
Bebyggelsen af grundstykkerne langs gaden startede i 1899 og fuldførtes på strækningen fra Trøjborgvej til lidt nord for Niels Juels Gade, indtil byggeriet stoppede fuldstændigt i 1902. Med en enkelt undtagelse i 1907 opførtes det næste nybyggeri først i 1925 som indledningen på en byggeperiode, der strakte sig frem til gadens udbygning i 1936. I 1957 blev der foretaget en enkelt huludfyldning ved opførelsen af Ivar Huitfeldts Gade 22A.
Bebyggelsen langs gaden er opført som en sluttet randbebyggelse i 1 1/2-5 etager med stor overvægt af 3 1/2-4 1/2-etages huse, idet dog Ivar Huitfeldts Gade 56-58 og 60-62 er bygget som fritliggende dobbelthuse.
Bygningsforløbet som helhed fremstår med etapevise og symmetriske bebyggelsessammenhænge adskilt af enkelte, individuelle ejendomme. Især adskiller villaerne og Bethania (nr. 22) med sin langstrakte bygningskrop samt den 1 1/2-etages ejendom (nr. 69-71) sig fra den øvrige bebyggelsessammenhæng med deres anderledes arkitektur. De ældste bygninger ved gadens sydende er opført i datidens renæssanceinspirerede arkitektur i rød, blank mur med pudsede og lyst malede facadedekorationer i form af gesimser, vinduesindfatninger og refendfugede underetager.
Bebyggelsen indledes ved Trøjborgvej af markerede hjørner med karnapper på smigfag, der på Ivar Huitfeldts Gade 2 er afsluttet med spir. Den øvrige bebyggelse fremstår som en bastant og noget monoton rødstensbebyggelse, hvoraf flere bygninger er præget af den tidligere funktionalisme.
Gaden stiger jævnt fra Trøjborgvej til Nordre Ringgade, og udsynet lukkes i begge ender af gaden som følge af knækkene ved henholdsvis Niels Juels Gade og Steen Billes Torv.
Trafikalt er der i den sydlige del af Ivar Huitfeldts Gade lagt en dæmper på trafikken med en 40-foranstaltning, idet der syd for krydset ved Niels Juels Gade er etableret en overkørsel med betonpullerter og træer. På østsiden af gaden på strækningen mellem Niels Juels Gade og Trøjborgvej er der anlagt skråparkering, i øvrigt foregår der kantstensparkering langs resten af gaden, hvilket medfører en forringelse af gademiljøet.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).