Toldbygningen (Europaplads v. Hotel Atlantic) (1838-1934)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Toldbygningen (Europaplads v. Hotel Atlantic)

Beskrivelse

Beskrivelse

Toldbygningen ved Toldbodgade og Grønland blev opført i 1838 og nedrevet i efteråret 1934. Bygningen dannede udgangspunkt for toldkammeret i Aarhus i perioden 1838-1869.

Frem til 1800-tallet havde Aarhus Toldkammer adresse forskellige steder i byen i private lejemål. I 1838 blev den første statsligt ejede toldbod opført ved Mindet ikke langt fra det nuværende First Hotel Atlantic. Placeringen lige ved åmundingen på åens sydside gav den en central beliggenhed midt imellem den gamle åhavn og den nye kysthavn, der blev anlagt i 1840’erne.

Bygningen blev opført af en lokal håndværksmester. Den var i to etager, med kalket facade, et rødt tegltag og havde porte i gavlene. I andre byer blev der på lignende måde rejst statslige toldbygninger, idet et statsligt ejerskab gav en større uafhængighed til toldmyndighederne, der tidligere ofte havde været lejere i bygninger ejet af de købmænd, hvis import de skulle kontrollere.

Toldbygningen blev dog hurtigt overhalet af havnens og handlens rivende udvikling, og allerede i 1860’erne drøftede byens handelsstand mulighederne for en toldbygning med en mere central beliggenhed i forhold til den ekspanderende havn. Løsningen kom i 1869, hvor staten opførte en ny toldbygning på nordsiden af åmundingen på stedet, hvor Europahuset i dag ligger.

Efterfølgende blev den gamle toldbygning anvendt til forskellige formål. Blandt andet havde Gammel-Toldbods Restauration & Café og Sophus E. Johnsens Skibshandel adresse i bygningen.

Havneudvalget ved Aarhus Havnevæsen traf beslutningen om, at den gamle toldbod skulle nedrives ved et møde 25 september 1934. Den 16 oktober påbegyndtes nedrivningen af toldbodsbygningen.