Larsen-Ledets Gade
Larsen-Ledets Gade (1911-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Gaden er opkaldt efter den danske journalist og forfatter Lars Larsen-Ledet (1881-1958), der var en af afholdsbevægelsens ivrigste agitatorer og var redaktør af bevægelsens blad i perioden 1906-47.
I 1903 forelå et af stadsingeniøren udarbejdet forslag til anlæg af tre gader på arealet mellem Kommunehospitalet og Kirkegårdsvej. To af gaderne blev anlagt i 1904, mens den senere Larsen-Ledets Gade først anlagdes i 1911. Gaden udlagdes under navnet Aldersrovej som dennes forlængelse mod sydvest fra Trøjborgvej til Finsensgade. Den 6. december 1951 behandlede byrådet en indstilling om, at gaden Sønderport på Langenæs skulle kaldes Larsen-Ledets Gade. Beboerne i Sønderport protesterede imidlertid imod navneforandringen, da gaden havde båret sit navn i 13 år og var kendt under dette. Som resultat heraf ændrede byrådet den 30. april 1953 i stedet navnet Aldersrovej til Larsen-Ledets Gade på strækningen mellem Finsensgade og Trøjborgvej.
Bebyggelsen ved gadens vestlige side udgøres af Sankt Johannes kirkens rødstensbygninger. Selve kirken, der opførtes efter tegninger af arkitekt Valdemar Schmidt, blev indviet den 19. februar 1905. Nord-øst for kirken opførtes præsteboligen i 1911 efter tegning af Valdemar Schmidt, og i 1971 opførtes et kordegnekontor. Arkitekterne for denne bygning var Aage C. Nielsen og Poul Andersen.
Arealet øst for gaden er udlagt til Nordre Kirkegård. Kirken omgives af spredte træer i et åbent græsareal. Et underjordisk beskyttelsesrum danner en lille græsbeklædt høj syd for kirken.
Præsteboligen er beliggende i en tæt beplantet have, der mod gaden afskærmes af en klippet hæk. Græsarealet foran kordegnekontoret er hævet over gadeniveau og støttes af en plantemur udført af brudfliser. Det nordvestlige hjørne ved Trøjborgvej danner en lille plads med opstillede bænke. Denne lille plads afskærmes mod Trøjborgvej og Larsen-Ledets Gade af hævede bede med buskbeplantning. Selve gadeforløbet understreges fint af allé-træer langs begge vejsider, der mod øst er plantet i en græsrabat mellem fortov og kørebane.
Udsynet fra gaden lukkes mod syd af Kommunehospitalets massive rødstensbebyggelse på den anden side af Finsensgade og mod nord af bebyggelsen langs Aldersrovej.
Trafikalt er Larsen-Ledets Gade i nogen grad belastet af gennemkørende trafik. Ved gadens nordlige ende er der etableret en smule kantstensparkering i forbindelse med en af Nordre Kirkegårds indgange, men som helhed er den trafikale belastning ikke af større omfang, end at Larsen-Ledets Gade fremstår som et rimeligt gademiljø.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).