Molsgade (1900-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Molsgade

Beskrivelse

Beskrivelse

Molsgade blev ligesom Kaløgade og Helgenæsgade anlagt og navngivet i 1900 og er ligesom disse gader opkaldt efter landsdele eller steder på det sydlige Djursland. Mols er således navnet på halvøen mellem Kalø Vig og Ebeltoft Vig.

På arealet, hvor de tre gader blev anlagt, lå indtil 1899 en stor tømmerhandel. I 1899 opstod der ild i et hjørne af tømmerlageret. Det udviklede sig til en kæmpebrand, der endte med at ødelægge tømmerhandelen, et savskæreri, mange huse og købmandsgårde samt det store nye Mejlborg-kompleks, der var opført i Mejlgade 1896-98. I alt 19 ejendomme nedbrændte. Molsgades forløb følger en tidligere stiforbindelse mellem Mejlgade, Kærlighedsstien og Knudrisgade.

Molsgade blev bebygget i årene 1900-1901 med 4 - 4 1/2 etages beboelsesejendomme som sluttet randbebyggelse, der er opført som udlejningsboliger af forskellige håndværksmestre. Bygningerne er opført i rød tegl i tidens renæssanceinspirerede arkitektur med en del facadedetaljer og ofte med refendfugede underetager. Gadehjørnerne markeres med smigfag, ofte med karnap og enten balkon eller tårn og spir.

Som helhed fremtræder gadebilledet som en arkitektonisk sammenhængende bebyggelse med et velbevaret facadeudtryk, der dog præges noget af flere tidligere forretningers tillukkede

vinduespartier.

Trafikalt er gaden relativt fredelig, men er dog præget af tæt kantstensparkering i den ene side samt af nogen smutvejstrafik mellem Knudrisgade og Mejlgade / Kystvejen.

Der er ingen beplantning eller kig i gaden, og sammenlagt med de øvrige forhold giver det gadebilledet et noget mørkt og bart præg.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).