Nordre Ringgade (1931-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Nordre Ringgade

Beskrivelse

Beskrivelse

I Arhus byråds idékonkurrence fra 1919 om udarbejdelse af forslag til en byplan blev 1. præmien tildelt ingeniør A. Klixbull. I forslaget indgik et ringgadesystem, som dels skulle sikre en forbindelse mellem de fremtidige ydre bydele og dels lede den gennemgående landevejstrafik uden om bymidten.

Selve anlæggelsen af ringgadesystemet skete i flere tempi, og i starten var gadeudlægget af midlertidig og interimistisk karakter med en chaussébelagt, 6 meter bred vejbane og 2 grusbelagte fortove.

I forlængelse af Mylius Erichsens Vej anlagdes i 1923-24 et lille stykke af den kommende Nordre Ringgade ned til Skovvangsvej, og i 1927 vedtoges det at føre vejstrækningen videre frem til Aldersrovej. I 1931 blev gaden navngivet, og i 1937-38 anlagdes den første etape fra Randersvej til Finsensgade i sin endelige udformning, d.v.s. i 25 meters bredde med fortove og cykelstier langs siderne og rabatter med allé-træer mellem cykelstier og kørebane.

Det var meningen, at gaden skulle anlægges frem til Aldersrovej, men vanskelige forhandlinger med grundejerne langs Herambsgade, der i 1902 netop var anlagt mellem Finsensgade og Aldersrovej, forhindrede i første omgang dette. En nordlig drejning af vejforløbet fra Barthsgade til Aldersrovej, som gav ændrede forhold for de allerede bebyggede parceller langs Heramsgades sydside, var nødvendig for Ringgadens tilslutning. Strækningen anlagdes i 1938-39 sammen med det resterende gadeforløb frem til Dronning Margrethes Vej, og en ny Herambsgade udlagdes nord herfor med den nuværende beliggenhed. På strækningen fra Randersvej til Skovvangsvej startede bebyggelsen langs vejens sydside i 1899-1900 med opførelsen af den daværende Herambsgade, der suppleredes med enkelte nybyggerier frem til 1954. Den øvrige bebyggelse udførtes som en sluttet randbebyggelse i 1931-36. I 1960 foretoges en huludfyldning ved opførelsen af Nordre Ringgade 94-96, og endelig byggedes Trøjborg Centret i 1976.

Randbebyggelsen er en tidlig funktionalistiskinspireret 4 1/2-etages karrébebyggelse med bastante facadeudtryk opført i rødt murværk, dog fremstår den markante og monotone bebyggelse - Nordre Ringgade 100-112-med gennemgående brystningsbånd i gul tegl. Facadeforløbets enkle arkitektur varieres af altannicher og de iøjnefaldende hjørneløsninger ved Willemoesgade og Ivar Huitfeldts Gade. Den tiltagende vinduesudskifining udført i nye, utilpassede, forskellige og uensartede udformninger af såvel træ som plastic og med forskelligartede overfladebehandlinger spolerer bygningernes arkitektoniske sammenhæng.

Nordre Ringgades funktion som hovedfærdselsåre medfører en voldsom miljømæssig belastning, der sammen med de øvrige forhold ikke tilfører lokalområdet særlige kvaliteter.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).