Ny Munkegade
Ny Munkegade
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Ny Munkegade opstod ligesom Langelandsgade og Høegh-Guldbergs Gade ud fra det system af markveje, der udgik fra byen over de nordlige tofter til galgebakken og markjorderne nordvest for byen.
Gaden, der er anlagt i perioden 1872-1900 og i tidens løb benævnt som Jordbrovej og Galgebakkevej eller Munkebakken, fik sit nuværende navn i 1882.
Gaden opstod som en naturlig forlængelse af den gamle Munkegade, og man valgte at navngive det nye gadestykke Ny Munkegade.
Gadens tidligste bebyggelse bestod dels af Steinbrenners Teglværk ved gadens nederste vestlige del, epidemisygehuset (1875-1913) på bakken, hvor vi i dag finder Samsøgades Skole og byens krudttårn (før 1800-1885) på vejens modsatte side.
Gadens første boligbebyggelse fremkom i begyndelsen af 1880'erne på arealerne ved det tidligere omtalte teglværk. På en del af disse arealer opførte man også i 1889 Ny Munkegades skole.
En stor del af gadens bebyggelse blev opført i perioden 1890-1899 som 3 1/2 og 4 1/2 etages beboelseshuse langs gadens østlige side.
Hovedparten af disse huse blev udført med pudsede, renæssanceinspirerede facadedekorationer, og på strækningen mellem Smøgen og Fynsgade var en stor del af disse huse forsynet med små forhaver.
Bakkegården, karréen mellem Fynsgade og Kaserneboulevarden, der er opført i perioden 1935-1938, afslutter gadens østlige side.
Gadens vestlige side har ikke i samme grad som den østlige en sammenhængende karakter. Brandstationen og skolerne med deres fritliggende bygninger, træer og grønne beplantning afbryder dog gadefacadernes sammenhængende forløb på en god måde og tilføjer kvarteret miljømæssige kvaliteter.
Ny Munkegade 65-71, Munkeborg og Munkebjerghus, tegnet af R. Frimodt Clausen og opført i 1901-02, skiller sig ud fra gadens øvrige bebyggelse dels ved markante facadedekorationer og dels ved et sammenhængende, symmetrisk opbygget facadeforløb, der spænder fra Samsøgade til Falstersgade.
Bebyggelsen fra Falstersgade mod Kaserneboulevarden består hovedsagelig af huse opført omkring århundredskiftet.
Gaden afsluttes af en rødstensbebyggelse opført i 1933 og tegnet af arkitekt Peder Møller.
Gaden har i sit opadstigende forløb fra Nørregade til Kaserneboulevarden en meget skiftende karakter. Fra gadens nederste del åbner gaderummet sig gradvis - først ved brandstationen og skolen og derefter ved Samsøgade - med en større gadebredde, som modsvares af husenes forhaver for til sidst at afsluttes ved Kaserneboulevarden med en åbenhed uden harmoni.
På trods af gadens funktion som lokal forbindelsesgade med en del trafikbelastning repræsenterer Ny Munkegade et rimeligt godt gademiljø.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).