Ole Rømers Gade (1907-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Ole Rømers Gade

Beskrivelse

Beskrivelse

Ole Rømers Gade er anlagt i 1876 og hed indtil 1907 Ole Rømers Vej. Gaden er opkaldt efter Ole Rømer (1644-1710), astronom, fysiker m.v., der er født og opvokset i Aarhus.

Gaden er præget af den oprindelige bebyggelse fra de sidste årtier i 1800-tallet. Særlig karakteristisk er de mange små, 1- etages håndværker- og arbejderboliger; men også den tidstypiske 2 1/2 etages udlejningsbebyggelse præger gadebilledet.

De små huse har i de senere år opnået en stigende popularitet som ejerboliger, hvilket har medført en formentlig tiltrængt, men i de fleste tilfælde ikke særlig nænsom istandsættelse, der slører stilkarakteren stærkt. De allerseneste eksempler på istandsættelser afslører dog en voksende forståelse og interesse for at støtte den provinsielle købstadsatmosfære, som præger hele denne del af kvarteret.

To bygninger, nr. 71 på nordsiden og nr 94-96 på sydsiden, er i den ekspanderende periode omkring århundredskiftet blevet opført i 4 1/2 etage, men denne bygningstype er ikke blevet yderligere repræsenteret i gaden. Disse opragende huse er derfor stærkt dominerende og påvirker helhedskarakteren på uheldig måde.

Sydsidens bebyggelse er i øvrigt karakteriseret af ret markante proportionsmæssige variationer, men fremhæves skal dog den pæne husrække nr. 102 til 112 med sine karakteristiske, murede og pudsdekorerede facader.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).