Skt. Johannes Allé
Skt. Johannes Allé (1904-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Skt. Johannes Allé blev oprindeligt på et byrådsmøde den 6. oktober 1904 navngivet H.C. Ørsteds Allé efter den verdensberømte, danske fysiker af samme navn (1777-1851), men navnet ændredes den 22. december 1938 til Skt. Johannes Allé.
I 1903 godkendte byrådet stadsingeniørens plan over tre gadeanlæg på arealet mellem Kommunehospitalet og Kirkegårdsvej. Anlæggelsen af Finsensgade på strækningen fra Trøjborgvej til Kirkegårdsvej og den senere Skt. Johannes Allé påbegyndtes i 1904. Anlæggelsen af den tredje gade, den senere Larsen-Ledets Gade, der var projekteret som Aldersrovejs forlængelse, blev foreløbig udskudt. Bebyggelsen ved Skt. Johannes Allé udgøres ved gadens sydside af Skt. Johannes Kirken, der er indviet den 19. februar 1905 og tegnet af arkitekt Valdemar Schmidt. På nordsiden opførte kommunen - efter tegninger af arkitekt Ludvig A. Petersen - Finsensgades Skole, der blev taget i brug den 11. juli 1907.
Gaden præges hovedsageligt af åbne græsarealer med træbeplantning omkring den røde teglstensbebyggelse. Denne bebyggelse udgøres dels af skolens monumentale hovedbygning med tilhørende inspektørbolig og dels af kirken.
Traditionelt er kirken placeret med længdesiden øst/vest og tårnet mod vest, hvilket bevirker en skrå placering i forhold til gaden.
Skolens areal ligger hævet over gadeniveau. Det højereliggende areal støttes af en kampestensmur forsynet dels med et oprindeligt smedejernsstakit og dels med et nyt, noget skæmmende, galvaniseret jern stakit.
I østenden drejer gaden i en ret vinkel mod Larsen-Ledets Gade. Mod nordøst afsluttes gaden af en pladsdannelse med opstillede bænke. Det lille areal afskærmes mod Trøjborg af et hævet bed med en buskbeplantning.
Gadeforløbet som helhed understreges af allétræer langs vej siderne. Gaden betjener hovedsagelig skolen, kirken og et kordegnekontor, og den som følge heraf etablerede vinkelparkering langs begge sider af gaden præger og belaster gadebilledet i en sådan grad, at denne mere har fået karakter af en parkeringsplads end af en egentlig gade.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).