Skt. Pauls Kirkeplads (1899-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Skt. Pauls Kirkeplads

Beskrivelse

Beskrivelse

Skt. Pauls Kirkeplads er anlagt i 1899 og navngivet samme år. Selve pladsen er anlagt i forbindelse med kommunens køb af Marselisborg jorder. Skt. Pauls Kirke lå således i en del år i landlige omgivelser helt ude ved bygrænsen fra 1873. Kirken blev tegnet af kgl. bygningsinspektør, professor W. T. Walther og placeret på en grund skænket af etatsråd M. P. Bruun. Byggeriet startede i 1884 og afsluttedes i 1887 med kirkens indvielse den 6. februar. Bygningen er opført i ren romansk stil, orienteret nord-syd med sine karakteristiske tvillingetårne mod nord, og skib, kor og apsis mod syd. I 1978 blev kirken udvidet med menighedslokaler, placeret omkring apsis. Udvidelsen er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner.

Skt. Pauls Kirkeplads indgik i stadsingeniør Ambt og arkitekt Hack Kampmann 5 byplan, idet disse dog havde udlagt områderne øst for pladsen og Hans Broges Gade til villakvarter. Af hensyn til forrentningen af de investerede beløb valgte kommunen at opføre etagebyggeri på dette sted. Til gengæld finder man så her nogle af de arkitektonisk set bedste bygninger i kvarteret.

Den homogene 4 1/2 etages bebyggelse som omkranser pladsen skaber et meget markant byrum med en klar rumlig afgrænsning, og pladsen har helt central betydning for kvarterets byæstetiske værdi. Selv om kirkebygningen har en noget tung og dominerende karakter, forekommer pladsen harmonisk, hvilket i høj grad skyldes de netop afsluttede anlægsarbejder omfattende belægning, skulpturudsmykning og en velovervejet beplantning.

Sluttelig skal det fremhæves, at de fire hjørneejendomme ved M. P. Bruuns Gades og Skt. Pauls Gades skæring er nogle af kvarterets bedste eksempler på arkitekturen omkring århundredskiftet, og deres betydning for pladsens helhedskarakter er overordentlig stor.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).