Søndre Ringgade
Søndre Ringgade (1939-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Søndre Ringgade er anlagt i perioden 1925-39 og navngivet i 1931.
Søndre Ringgades anlæg følger nøje den af stadsingeniør Ambt og arkitekt Hack Kampmann udarbejdede byplan fra 1898, og den udgør en betydningsfuld del af den bevidste og ret storslåede plan, som det i hovedtrækkene lykkedes byen at gennemføre. Ringgaden blev planlagt som en ring omkring den daværende by og skulle dels sikre en forbindelse mellem de fremtidige ydre bydele og dels lede den gennemgående landevejstrafik uden om bymidten.
Ringgaden var allerede i planen udlagt i en anselig bredde, og anlægget har været så fremsynet, at gaden i dag, dog med forskellige udvidelser og forbedringer, stadig udgør den vigtigste forbindelsesvej mellem den nordlige og sydlige bydel. Langs Søndre Ringgades midter- og siderabat er bevaret en smuk beplantning af kastanie (Aesculus rubicunla), birk (Betula) og elm (Ulmusglabra), der er planlet i perioden 1934-39.
Bebyggelsen langs Søndre Ringgade er af anselige dimensioner, og trods gadens store bredde fornemmes klart en rumlig afgrænsning. Bebyggelsen består af 5-etages karréer, ofte med høj kælder. Det er store karréer med lange facader mod Ringgaden kun afbrudt af de tilstødende gader og Harald Jensens Plads. Stilmæssigt er karrébebyggelsen præget af funktionalismen med undtagelse af de to nyklassicistiskprægede karréer mellem de Mezas Vej og Læssøesgade.
Søndre Ringgades funktion som hovedfærdselsåre medfører en voldsom miljømæssig belastning - en belastning, som er medtaget i bedømmelsen af omgivelsernes helhedskarakter, og som derfor afspejler sig i den endelige gruppering af de enkelte ejendomme.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).