Vester Allé
Vester Allé (1888-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Det gamle vejforløb om byen blev i 1820'erne renoveret med allé-træer og en spadseresti. Vejen omtaltes dengang som en af de smukkeste promenader i landet. Først efter accissens afskaffelse i 1851 begyndte man at bebygge alleen. Strækningen mellem Frederiksport og møllen, der tidligere kaldtes Jeronimusbakken og nu hedder Vester Allé, bevarede dog i lang tid sit landlige præg.
Ved møllen opdæmmedes vandet over store arealer indtil 1870. Da man gik over til at drive møllen med dampkraft, blev terrænet drænet, og der blev bygget et kunstmuseum. På bakkens sydlige vejside byggedes i 1870'erne tre store bygninger, men ellers forblev området ubebygget, indtil man i årene omkring århundredskiftet byggede de markante bygninger på bakkens nordlige vejside.
Den gamle mølle lå oprindeligt omgivet af en stor have, og i området omkring Vester Allé står endnu enkelte elm, Ulmus hollandica fra denne periode. I 1977 er der til afløsning af disse blevet plantet bl.a. platantræer, Platanus acerifolia.
I Mølleparken står skulpturen med de seks amoriner i et stort springvand. Kunstværkerne er udført af billedhuggeren Johs. C. Bjerg i 1929-33. I parken står i øvrigt ti buster af danske digtere med tilknytning til jysk litteratur.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).