Østboulevarden
Østboulevarden
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Østboulevarden blev anlagt i perioden fra midt i 1870'erne til 1892 og var en del af en mindre ringgade, der førte fra Østbanetorvet op forbi den nye Nordre Kirkegård, over Kirkegårdsvej og Randersvej og videre oven om Vennelyst til Høegh Guldbergs Gade. Strækningen fra Østbanetorvet til Kirkegårdsvej fik navnet Østboulevarden. Det videre gadeforløb fik navnene Sygehus Boulevard (senere Nørre Boulevard) og Vennelyst Boulevard. I forbindelse med anlægget af Østboulevarden blev den sydligste del af Knudrisbakke fjernet. Store mængder af jord blev gravet bort ikke alene fra vejanlægget, men også fra arealet syd herfor. Jorden blev bl.a. anvendt til opfyldning ved udvidelse af havneanlægget.
Østboulevardens bebyggelse ligger langs den sydvestlige side og består overvejende af 3 1/2-4 1/2 etages beboelsesejendomme opført i perioden 1895-1915 som en sluttet randbebyggelse, der dog nogenlunde midt på strækningen brydes af to erhvervsorienterede, nyere bygninger i 1 etage, opført i rød tegl i henholdsvis 1941 og 1953. Den ene af disse anvendes nu som ungdomsklub.
Beboelsesejendommene på strækningen nærmest Østbanetorvet er opført af forskellige håndværks-mestre i tidens renæssanceinspirerede arkitektur med en del facadedetaljer, og fremstår dels i rød tegl og dels som pudsede og malede bygninger. Gadehjørnet ved Knudrisgade markeres med smigfag, karnap og altan. Bebyggelsen på den øverste strækning nærmest Kirkegårdsvej er opført af Arbejdernes Byggeforening overvejende i gul tegl, og en mindre del er opført i rød tegl. Arkitekturen er ret enkel for den tid, dog er der en del renæssanceinspirerede elementer i form af facadedetaljer og markering af gadehjørnet ved Kirkegårdsvej med smigfag, karnap og tårn.
Gadebilledet præges af en del uheldige vinduesudskiftninger, og de små forarealer og forhaver, samt de flere steder endnu bevarede, oprindelige lave smedejernsrækværker, kunne fortjene en istandsættelse og vedligeholdelse.
Østboulevarden stiger jævnt fra Østbanetorvet mod Kirkegårdsvej og er karakteriseret af den markante forskel mellem randbebyggelsen langs vejens sydvestlige side og Nordre Kirkegårds grønne arealer på den nordøstlige side.
Der er en del trafik på Østboulevarden, der dog på grund af sin bredde ikke virker overbelastet.
Nogle få træer og naboskabet til kirkegårdsanlægget bidrager til et rimeligt gademiljø.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).