Aldersrovej
Aldersrovej (1886-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Aldersrovej blev på et byrådsmøde den 7. januar 1897 navngivet og opkaldt efter ejendommen Aldersro, hvis jorder strakte sig langs vestsiden af den markvej, som senere udviklede sig til den nuværende Aldersrovej. Markvejen dannede på daværende tidspunkt forbindelse til to andre markveje, der senere udviklede sig til henholdsvis Skovvangsvej og Trøjborgvej.
Den første bebyggelse ved Aldersrovej skete på grundlag af fæstemand Anders Hansens opkøb af 35 tdr. land af bymarken i 1850'erne, hvor han først opførte avisbygninger, som han ved en deklaration af 15. juni 1856 fastslog navnet Aldersro for. Først i 1864 byggedes den utraditionelle, sydlandsk inspirerede hovedbygning beliggende i en over i td. land stor have med 2 lysthuse, hvoraf det ene stod ved hjørnet af Aldersrovej og Trøjborgvej.
En egentlig anlæggelse af vejen tog sin begyndelse i 1885-86, da den eksisterende grøft langs Aldersros haves østlige side opfyldtes, og en gangsti blev anlagt med en brolagt rendesten mellem stien og kørevejen.
I 1890'erne påbegyndte man en udstykning af parceller fra Aldersro og opførte lige før århundredskiftet her enkelte villaer.
På østsiden af gaden udbyggedes Trøjborg Bryggeri og spritfabrikken efterhånden helt frem til Aldersrovej.
I 1934-35 opførtes etageboligbebyggelsen nr.4-8 og i 1936-40 byggedes ved modstående gadeside nr. 3-11 i Aldersros have. Bebyggelsen suppleredes i 1951 ved opførelsen af ejendommene nr.13-17, og ved samme lejlighed blev Aldersros bygninger nedrevet.
Den tidligere spritfabriks bygninger blev nedrevet i 1969 og på grunden opførtes i 1976 Trøjborg Centret.
Gaden indlededes ved Trøjborgvej af en 5-5 1/2-etages randbebyggelse i rød tegl langs begge vej sider, som mod vest domineres af et funktionalistisk inspireret altan- og karnapmotiv. Den øvrige bebyggelse langs vejens vestside frem til Nordre Ringgade udgøres af en forstadspræget villabebyggelse. På østsiden af vejen fra Niels Juels Gade til Nordre Ringgade udgøres bebyggelsen af den markante gule fabriksbygning i tegl bag det tidligere bryggeri, samt af Trøjborg Centrets massive røde mure. Gaden falder jævnt fra Nordre Ringgade til Trøjborgvej, der afgrænser karrébebyggelsen fra det tilstødende og mere åbne byområde med bl.a. den stærkt beplantede Nordre Kirkegård. Aldersrovej har en meget diffus karakter, som end ikke den høje randbebyggelse formår at tilføje nogen samlende egenskab. Dertil er byggeriets udstrækning for ringe og gaden for bred.
Trafikmæssigt er Aldersrovej med sin tilknytning til Nordre Ringgade belastet af en del gennemkørende trafik samt trafik til og fra bl.a. Trøjborg Centret og de af Universitetet benyttede bygninger. På grund af gadens bredde og diffuse karakter har trafikken dog ikke medført en særlig markant forringelse af det i forvejen uinspirerede gademiljø.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).