Cort Adelers Gade (1901-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Cort Adelers Gade

Beskrivelse

Beskrivelse

Cort Adelers Gade er opkaldt efter en dansk søhelt (1622-1675).

Gadens sydlige del er anlagt i 1899, mens den nordlige del først er anlagt i 1920.

På et byrådsmøde den 5. december 1901 besluttede man sig for gadens navn efter ønske fra Bygge-selskabet Skovvangen, der var den daværende ejer af området mellem Otto Ruds Gade og Skovvangsvej.

Gadens første bebyggelse, der blev opført i årene 1806-10, bestod af villaer og dobbelthuse. I 1921 bebyggedes gadens vestlige hjørne ved Skovvangsvej af Arbejdernes Andels Boligforening. Denne bebyggelse, der var en forlængelse af randbebyggelsen langs Skovvangsvej, blev opført efter tegninger af arkitekt Chr. Frühstück Nielsen.

I 1932-33 opførtes den 4 1/2-etages randbebyggelse ved det vestlige hjørne mod Peder Skrams Gade.

Bebyggelsen langs Cort Adelers Gade er af en meget uensartet karakter med mange forskellige bygningstyper, overfladematerialer og farver samt med hensyn til husenes placering i forhold til gadelinjen.

Bebyggelsen langs gadens østside og den sydlige del af gadens vestside, der fremstår med facader i puds eller rød tegl, er hovedsagelig placeret med gavlen mod gaden og med hævede og åbne forhaver. Dobbelthuset nr. 10-12 er sammen med den 2 1/2-etages hjørneejendom nr. 17 placeret helt fremme i gadelinjen.

Kontrasten mellem et bymæssige etagebyggeri og den åbne, forstadsprægede villabebyggelse er et af Trøjborg-kvarterets markante karakteristika. Vi ser det bl.a. komme til udtryk i Cort Adelers Gade, hvor vestsiden domineres af en 2 1/2-4 1/2-etages rødstensbebyggelse, der står i skarp kontrast til østsidens villabebyggelse.

Overgangen til villabebyggelsen ses gennemført i sin yderste konsekvens ved den umage sammenbygning mellem husene nr. 11 og nr. 13, der henholdsvis er en 2 1/2-etages, pudset villa med forhave og en 4 1/2 -etages rødstensbygning opført helt fremme ved gadelinjen.

Trafikalt er Cort Adelers Gade stilfærdig med færdsel af lokal art og smutvejstrafik mellem sidegaderne. En smule kantstensparkering ses i begge vejsider, men gaden fremstår alligevel med et rimeligt og roligt gademiljø.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).