Dybbølgade
Dybbølgade (1870-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Dybbølgade er anlagt omkring 1870 og navngivet i 1875 til minde om stormen på Dybbøl i 1864. Smågaderne Istedgade, Dybbølgade, Helgolandsgade og Fredericiagade forbandt oprindeligt Jægergårdsvej og Hallsvej, der forløb langs det oprindelige baneterræn. I forbindelse med banegravens udvidelse i årene 1918-26 foretoges imidlertid et så voldsomt indgreb i bebyggelsen langs den sydlige side. Såvel Hallsvej som henved halvdelen af de tilstødende karreer blev indlemmet i baneterrænnet, der idag kun adskilles fra bebyggelsen af baneskråningen og den ret smalle Hallsti.
Bebyggelsen i gaden består overvejende af 2 1/2 etages, anonyme huse opført omkring 1880. Som helhed må gaden dog siges at være præget af såvel flere åbninger i bebyggelsen som nogle proportionsmæssigt afvigende, nyere huse. Miljøet i gaden er desuden mærket af støjmæssige gener såvel fra baneterrænet som den stærkt trafikerede Jægergårdsgade.
Som en positiv detalje kan nævnes den fine brostensbelægning, som endnu er bevaret i gadens midtareal.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).