Mindegade
Mindegade 7
Vis alle resultater i samlingen
7
8000
56.1537718, 10.21140303
Domkirkens
312.0
City
Beskrivelse
Det nydeligt bevarede forhus er to etager højt og omfatter fem brede vindues-fag. Over den ret høje kældersokkel ses den pudsede og malede facade med vinduer i profiltrukne indramninger over de svære sålbænke Også hovedgesimsen har en smuk udformning. Huset er tækket med nye vingetegl. Husets facade har nye vinduer af flagtype. Port-åbningen har indramning som vinduerne , men er senere udvidet. Gårdens smalle sidefløj er ved en indknibning som lysskat forbundet med hovedlængen. Husets smukke hovedtrappe har på trappeløbenes underside malede dekorationer, som tilsyneladende hentyder til bygherrens maritime baggrund.
Bygningshistorie: Det velbevarede hus blev opført i 1857 for skibskaptajn O. Broch. Han var svoger til Hans Broge og i mange år fører af ruteskibene til København.
Sammen med nedrivningen af et lille bindingsværkshus fra 1600-tallet i nr. 9 lod firmaet Cederholm & Voss i 1978-79 bygningen i nr. 7 istandsætte med henblik på at indrette den til ejer-lejligheder. Samtidig med at tagbeklædningen blev fornyet, blev der opsat tre ret klodsede tagkviste ud til gaden. Arbejdet blev forestået af ingeniør Niels Fenger i København.
Ejendommen var siden før 2. Verdenskrig ejet af Restauratør Juul Møller, der ejede ejendommen frem til midt-sidst i tresserne, hvor en familierelation, murermester Gunnar Klostergård, overtog ejerskabet.
I kælderen under nr. 7 var der i mange år lager og kontor for Juul Møllers Færgerestaurationer på Århus – Samsø – Kalundborg ruten.
Efter Juul Møllers svigersøn, restauratør Th. Johnsen, overtog forretningen flyttede man nogle år senere kontor til Havnegade og lager til kælderen under Havnestationen.
Under Juul Møllers tid havde man ved lageret i Mindegade benyttet sig af en trækvogn til at levere varer til færgerne. Da Th. Johnsen overtog indkøbte han en trehjulet ladcykel til dette formål.
Da der blev lager under Havnestationen – 5 m fra færgerne indkøbtes der en
varevogn.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).