Grønningen (1917-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Grønningen

Beskrivelse

Beskrivelse

Den lille plads, der er dannet, hvor Thunøgade, Sejrøgade og Teglværksgade mødes med Grønnegade blev anlagt og navngivet Grønningen i 1917 i forbindelse med nedlæggelsen af det daværende Lang-balle's Teglværk. Pladsen er omkranset af en 4 og 5 etages bebyggelse, heraf flere karakteristiske rødstensbygninger.

Grønningen 1, der er opført i 1917, er tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen. Bygningens facade-udtryk er synligt inspireret af nybarokken og skaber med en markant 1 1/2 etages, svungen gavlkvist et samspil med en fremtrædende midtrisalit og buet karnap på den nyklassicistiske bygning Grønningen 2, som er tegnet af arkitekt W. Th. Klemann.

Sejrøgade 1 - Teglgården, - som er tegnet af arkitekterne V Puck og Thorkel Møller for Arbejdernes Andelsboligforening i 1921, er med sit borgagtige hjørneparti med til som en tredie afgrænsende bygningskrop at skabe en fornemmelse af, at Grønningen er en lille plads.

Bygningerne omkring pladsen er i en god vedligeholdelsesmæssig stand, dog har flere af bygningerne mistet lidt af deres identitet ikke mindst på grund af uheldige vinduesudskiftninger.

Gaderummets karakter af plads forstærkes af en grøn midterrabat og Teglgårdens chaussebelagte og træbeplantede forareal.

Ved Grønningen, hvor flere gader mødes, kan det være vanskeligt at etablere et rimeligt gademiljø Man har ved ensretning af Teglværksgade og Sejrøgade fået dæmpet en del af den gennemkørende trafik, men pladsen belastes dog i et vist omfang af den stærkere trafikerede Grønnegade.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).