Hans Broges Gade (1901-)

Vis alle resultater i samlingen

Lokation
Navn

Hans Broges Gade

Beskrivelse

Beskrivelse

Hans Broges Gade er anlagt og navngivet i 1901. Gaden er opkaldt efter købmand og byrådsmedlem Hans Broge (1822-1908).

Hans Broges Gade er bevidst anlagt med en svag krumning. En af grundideerne i stadsingeniør Ambt og arkitekt Hack Kampmanns byplan er netop krumme gadeforløb. Ambt og Kampmann argumenterer imod kedsommelighed og ensformighed i tidens by-bygning ved at kræve mangfoldighed og afveksling: ønskeligt er det jo, om man kunne faa noget af det livlige Billede frem, som Gaderne i gamle Bydele kunne frembyde netop på Grund af de Uregelmæssigheder, som Krumninger i Gadelinjerne, forskellig Højde i Bygningerne, Gavlpartier og Fremspring i Facaderne, som Karnapper, fritstillede Trapper a. desl. frembringe.

Hovedparten af de her citerede elementer findes i dag i Hans Broges Gade. Bebyggelsen, som med undtagelse af den nyere bebyggelse ud mod Marselis Boulevard er opført mellem 1900 og 1910, består af velproportionerede og sammenhængende 4- etages ejendomme. Karnapper er et karakteristisk træk på de fleste bygninger, ligesom gavlkviste, hjørnetårne og spir ofte forekommer. Også mange fine udsmykningsdetaljer er kendetegnende for bebyggelsen, der generelt repræsenterer gode håndværksmæssige løsninger.

Når man fra syd bevæger sig ind i gaden, er den i planlægningen tilsigtede oplevelsesmæssige effekt tydeligt mærkbar og planens idé understreges af karnapfacadernes reliefvirkning. I begyndelsen begrænses udsynet af den krumme facadelinie, mens en bevægelse nordpå gennem gaden gradvist åbner for nye oplevelser, -- f eks. under passagen Tietgens Plads, indtil gaden som en effektfuld finale munder ud i den harmoniske Skt. Pouls Kirke Plads.

Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/

Kilder

Kilder

Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).