Helgenæsgade
Helgenæsgade (1900-)
Vis alle resultater i samlingen
Beskrivelse
Helgenæsgade blev ligesom Kaløgade og Molsgade anlagt og navngivet i 1900 og er ligesom disse gader opkaldt efter landsdele eller steder på det sydlige Djursland. Helgenæs er navnet på den allersydligste del af Djursland.
På arealet, hvor de tre gader blev anlagt, lå indtil 1899 en stor tømmerhandel. I 1899 opstod der ild i et hjørne af tømmerlageret; det udviklede sig til en kæmpebrand, der endte med at ødelægge tømmerhandelen, et savskæreri, mange huse og købmandsgårde samt det store nye Mejlborg-kompleks, der var opført i Mejlgade 1896-98. I alt 19 ejendomme nedbrændte.
Helgenæsgade blev bebygget i årene 1901-1902 med 4_-etages beboelsesejendomme som sluttet randbebyggelse, der er opført som udlejningsboliger af forskellige håndværksmestre. Bygningerne er opført i rød tegl i tidens renæssanceinspirerede arkitektur med mange facadedetaljer samt refendfugede eller glatpudsede underetager - sidstnævnte oftest med tilbagetrukne vindues- og dørpartier mellem murpiller udformet som lisener. Gadehjørnerne markeres med smigfag, heraf de to med karnapper, tårne og spir.
Som helhed fremtræder gadebilledet som en arkitektonisk sammenhængende bebyggelse med enkelte uheldige vinduesudskiftninger samt uheldig facadebeklædning og skiltning ved de to endnu eksisterende butikker.
Trafikalt er gaden relativt fredelig, men er dog præget af tæt kantstensparkering i den ene side samt af parkeringssøgende og nogen gennemkørende trafik.
Der er ingen beplantning eller kig i gaden, og sammenlagt med de høje bygninger, den smalle gade, parkeringen og trafikken giver det gadebilledet et noget mørkt og bart præg.
Se arkitekturtegninger og byggesagskorrespondance på Aarhus Kommunes digitaliserede byggesagsarkiv på https://byggesager.aarhuskommune.dk/
Kilder
https://www.slaegt-aarhus.dk/forsk-i-aarhus/32-gader-og-sogne
Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012).