1938
Aarhus-Hallen (1938-1961)
Vis alle resultater i samlingen
1961
Kultur, forlystelser og sport
Abstrakt
For enden af Skt. Knuds Gade (i dag Skt. Knuds Torv) lå Aarhus-Hallen klemt inde. På trods af dens uanselige størrelse udefra var hallen ved dens indvielse Danmarks næststørste hal med plads til 5000-6000 mennesker, kun overgået af Forum i København.
Aarhus havde med Aarhus Idrætspark i 1920 fået et sted at afholde store udendørs arrangementer, men på trods af to stadionhaller manglede aarhusianerne stadigt et sted at afholde store indendørs arrangementer i midtbyen.
Derfor begyndte flere af byens borgere i 1920 at samle penge ind til opførelsen af en stor hal i Aarhus centrum. Indsamlingen blev koordineret af prosektor Gregersen, men der skulle gå 15 år før en sådan hal blev godkendt i byrådet. C.F. Møller fik til opgave at tegne bygningen og 1. april 1938 åbnede Aarhus’ nye store hal, kaldet Aarhus-Hallen.
Ved den officielle åbning af hallen gav Aarhus Byorkester sammen med medlemmer fra det københavnske Unge Tonekunstneres Orkester en festkoncert i hallen for 3002 mennesker. Efterfølgende blev 410 mennesker bespist i hallens restaurent med 300 hummere, 50 lam og diverse andet tilbehør. Underholdning blev leveret af de syv små kineserpiger, "The Chinese Lucky Girl", danseparret Nanina og Joscho og det komiske akrobatpar Roth og Shay. Konkurs og videre drift
I 1960 blev storrestauratør Gunnar Gravholt ny direktør for Aarhus-Hallen, men han var kun interesseret i restauranten og kort efter overtog C.E. Jensen direktørposten.
Efter blot 23 år gik Aarhus-Hallen konkurs i 1961. Hallen fortsatte efter konkursen med at blive brugt til ad hoc-arrangementer. Eksempelvis gæstede rockorkesteret ’The Who’ hallen i 1965. Bandet nåede dog kun at spille i 25 sekunder inden publikum invaderede scenen og smadrede instrumenterne.I 1966 blev et anneks til hallen omdannet til restaurant Hestestalden - senere blot kaldet Stalden, mens selve hallen blev omdannet til bowlinghal. I perioden 1971-1996 var en del af Aarhus-Hallen hjemsted for 'Biografen'. Biografen blev senere omdøbt til Cine City og senest BioCity. En anden del af Aarhus-Hallen fungerede i en årrække efter 1970 som postterminal.
Derudover har Aarhus-Hallen været hjemsted for Musikværtshuset og senest lavprisvarehuset Netto.