Aarhus Kommune, Magistratens 5. afdeling, Aarhus Offentlige Slagtehus og Kvægtorv (1895-)

Vis alle resultater i samlingen

Organisation
Alternative navne

Aarhus Offentlige Slagtehus

Aarhus Slagtehus

Branche

Fremstillingsvirksomhed / Fremstilling af fødevarer

Abstrakt

Beskrivelse

Aarhus Byråd vedtog den 1. marts 1894 at opføre Aarhus Offentlige Slagtehus efter tegninger af arkitekten Henry Meyer. Slagtehuset blev placeret på en militær ridebane ved Hads Herreds Landevej, den nuværende Strandvejen, og indviet 1. september 1895.

Byrådet godkendte den 29. august 1895 det endnu gældende reglement for anvendelsen af slagtehuset. Byggeriet omfattede da en administrationsbygning, to slagtehaller med skolderum og dampkedelrum og en staldbygning. I 1898 fik slagtehuset et kølehus og en pølsefabrik.

Frem til 1907 lå byens kreaturmarked på Vesterbro Torv, men torvets hidtil gunstige placering i udkanten af byen var ved at blive kvalt af den hurtigt ekspanderende købstad. Samtidig blev der fremsat ønsker om et kreaturmarked i forbindelse med slagtehuset, som i 1907 derfor blev udvidet med markedsplads, kreaturstalde, sporveje og restaurant.

I 1911 blev også hestemarkedet henlagt til det nye kvægtorv, og i årenes løb er der etableret adskillige fødevareindustrielle foretagender i forbindelse med slagtehus og kvægtorv.

Aarhus Offentlige Slagtehus og Kvægtorv var og er en omfattende virksomhed, og det har løbende været nødvendigt at nedsætte forskellige og midlertidige udvalg til at løse større opgaver og gennemføre projekter. Disse udvalg, eksempelvis Byggeudvalget for Kødbyen, er arkiveret under hovedorganisationen Aarhus Offentlige Slagtehus og Kvægtorv.

I 1970 skiftede Aarhus Offentlige Slagtehus navn til Aarhus Offentlige Slagtehus og Kvægtorv. Virksomheden eksisterer stadig i dag (2017) under navnet Århus Slagtehus A/S på samme sted, som den i 1895 blev anlagt: Jægergaardsgade 154.