Jydsk Væddeløbsbane (1924-)

Vis alle resultater i samlingen

Organisation
Branche

Sport, forlystelser og fritidsaktiviteter

Abstrakt

Beskrivelse

På arealet lige syd for Aarhus Idrætspark ligger Jydsk Væddeløbsbane. Væddeløbsbanen blev indviet søndag den 29. juni 1924. Forud for indvielsen gik års arbejde fra Jydsk Væddeløbsforening og Foreningen for ædel Hesteavl i Jylland, der i 1922 var blevet fusioneret.

Jydsk Væddeløbsforening havde siden stiftelsen i 1898 afholdt flere væddeløb i omegnen af Aarhus. De fleste blev afholdt på Marselisborg Mark, men enkelte gange blev der også afholdt væddeløb på Skejby Mark. Bortset fra enkelte undtagelser i 1910’erne var alle væddeløbene galopløb. Aarhus havde ingen travtradition og både Skejby og Marselisborg Mark var alt for ujævne og kuperede til travløb.

Inden væddeløbsbanen blev en realitet måtte planerne først en tur igennem byrådet. I april 1923 behandlede byrådet en indstilling fra Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse om ”Udleje af Marken ved Observartoriet til Foreningen for ædel Hesteavl, og Indretning af en Væddeløbsbane.”

Den socialdemokratiske borgmester Jakob Jensen mente, at en væddeløbsbane ville være en fordel for byen. I forvejen var Aarhus Idrætspark i 1920 blev indviet få 100 meter fra den placering, man havde udset sig til væddeløbsbanen og sammen kunne de to være med til at trække folk til byen. Det var dog ikke alle socialdemokrater, som støttede op om projektet. Partifællen, den senere borgmester, H.P. Christensen frygtede at væddeløbsbanen ville blive en økonomisk belastning for kommunen. Han blev dog formildet, ved at 25 % af bruttoindtægten ville gå til stadion, da indgang til væddeløbsbanen skulle foregå igennem stadionets tælleapparater. Socialdemokraten Valdemar Pedersen lod sig ikke så nemt formilde og mente, at ”i alle Tilfælde burde man ikke smide Penge ud til den Slags Gøgl”. Indstillingen blev dog vedtaget og i februar 1924 gav byrådet et lån på 20.000 kr. til anlæg af en galopbane.