Dansk Typograf-Forbund, Aarhus-afdeling (1880-1993)

Vis alle resultater i samlingen

Organisation
Branche

Andre serviceydelser / Organisationer og foreninger

Abstrakt

Beskrivelse

Stiftet som lokalafdeling af hovedforbund, oprindeligt som en regionsbaseret forening under navnet "Jyllands typografisk Forening", fra 1881 under navnet "Dansk typografisk Forening".

Frem til 1888 lå hovedsædet for landssammenslutningen i Aarhus, hvorefter det i en årrække blev flyttet til Kolding og senere endnu til København.

I de første 20 år havde lokalafdelingen i Aarhus interne stridigheder, hvilket førte til, at der i perioden 1891-1898 eksisterede en parallelforening - "Aarhus Typografers Understøttelsesforening" - hvis medlemmer ved nedlæggelsen blev optaget i Dansk Typografisk Forening. I 1899 skiftede forbundet navn til Dansk Typograf-Forbund.

Under hovedforbundets Aarhus-afdeling eksisterede i perioden 1901-1905 Typografernes Stiftelse i Aarhus, som bl.a. havde sine indtægter fra kontingentindbetalinger og dilettantforestillinger. Stiftelsen skulle arbejde mod at etablere faciliteter, hvor ældre eller efterladte til typografer kunne bo billigt. Fra 1. januar 1906 ophørte stiftelsen, og dens kapital blev overtaget af en nyoprettet hjælpekasse, som fik navnet "Aarhus Lokalkasses Hjælpekasse", senere "Dansk Typograf-Forbunds Aarhus-afdelings Hjælpekasse". Hjælpekassen var blot en ud af en række af understøttelseskasser, som eksisterede i afdelingens regi. I januar 1934 oprettede man en ekstraunderstøttelseskasse, i februar 1949 blev stiftelsen genetableret, men dens kapital blev aldrig stor nok til at realisere tankerne om oprettelse af en beboelsesejendom. I stedet oprettede man i maj 1952 en huslejehjælpekasse, der i 1966 fik stiftelsens kapital overdraget. Senere endnu fik man en sygekasse, hvortil Aarhus-afdelingen tilsyneladende også administrerede Bogtrykfagets Lokalsygekasse og Arbejdsfordelingskasse. I 1983 oprettede ledende kræfter i Aarhus-afdelingen et selvstændigt arbejdsløshedsudvalg.

Dansk Typograf-Forbund eksisterede frem til 1993, hvor tanker, der havde eksisteret siden 1960'erne, om at samle de grafiske fagforbund, resulterede i oprettelsen af Grafisk Forbund, som var en sammenslutning mellem Dansk Typograf-Forbund, Dansk Litografisk Forbund, Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund og Medieforbundet Fotografisk Landsforbund. Grafisk Forbund blev i 2000 indlemmet i HK.

Literatur og kilder

Kilder

Dansk Typograf-Forbund Aarhus Afdeling. Aarhus: Aarhuus Stiftsbogtrykkerie A/S, 1930