Aftenungdomsklubben Mejlen
Ungdomsklubben Mejlen (1950-)
Vis alle resultater i samlingen
1950
Sociale foranstaltninger uden institutionsophold
Fritids- ungdomsklubber
Abstrakt
I 1949 blev der dannet en komite med læge Hilmar Fridericia og politifuldmægtig Moltke som centrale figurer. Komiteens formål var at virke for stiftelsen af en ungdomsklub, der var fri af politiske eller religiøse bånd. I juni 1950 stillede Aarhus Byråd lokaler til rådighed i Mejlgade 2, som tidligere havde været beboelse for husvilde. Endelig i oktober 1950 stod lokalerne klar med læsestue og restaurant, og klubben blev overgivet i de fremtidige klubmedlemmers varetægt. Tilslutningen var fra starten god, og klubben, som fik navnet Aftenungdomsklubben Mejlen, blev omdrejningspunktet for dans, filmvisning, spil, sangkor, amatørteater, diskussionsaftener og lignende aktiviteter. Klubben virkede fra starten i tæt kontakt med Arbejdernes Oplysningsforbund, ligesom der gennem kontakt til for eksempel arbejdsanvisningskontor, socialkontor osv. blev ydet vejledning og hjælp til de unge.
I oktober 1955 flyttede Mejlen til Asylgade 12 (nuværende Hans Hartvig Seedorffs Stræde 12) i det tidligere børnedagshjem Børnely, som oprindelig havde givet navn til Asylgade, og som i 1954 var flyttet til Valdemarsgade. Mejlens lokaler blev desuden benyttet af andre klubber som "Mejlen-Senior" for ældre, vanskeligt stillede mennesker, og foreningen "Ring i Ring". Omkring samtidig skiftede Aftenungdomsklubben Mejlen navn til Ungdomsklubben Mejlen, og klubben blev efterhånden en institution i byens liv for unge i alderen 18-28. Under højkonjunkturen i 1960'erne oplevede klubben frafald blandt de ældre årgange, og medlemmernes gennemsnitsalder blev nu fortrinsvis de 18-20-årige.
Ungdomsklubben Mejlen eksisterede ind i 1970'erne, hvor kommunen overdrog bygningen til Røde Kors. I dag kaldes Hans Hartvig Seedorffs Stræde 12 stadig Mejlen og fungerer som frivillighus.
Størstedelen af Ungdomsklubben Mejlens arkiv befinder sig i dag i Rigsarkivet.