Jakob Jensen (1858-1942)

Vis alle resultater i samlingen

Fornavn(e)

Jakob

Efternavn(e)

Jensen

Køn

mand

Fødested

Borup Sogn, Randers Amt

Dødssted

Aarhus

Beskæftigelse

Borgmester

Beskrivelse

Beskrivelse

I 1919 tiltrådte Jakob Jensen som Aarhus første folkevalgte borgmester. Han var socialdemokrat og stammede oprindeligt fra Helgenæs, hvor han blev født 15. november 1858, og siden voksede op på familiens gård. Han døde 5. oktober 1942.

Organisering i arbejderbevægelsen

Op gennem 1880’erne var Jakob Jensen aktiv inden for den socialdemokratiske arbejderbevægelse i Aarhus. Som et led i dette arbejde og med i øvrigt med baggrund inden for murerfaget var han i 1883 med til at stifte Murernes Fagforening, som han også fra 1887 fungerede som formand for. Derudover førte hans arbejde til, at han fra 1894 fungerede som forretningsfører for Arbejdernes Forbrugsforening.

Ind i byrådet

Byrådsarbejdet, der senere skulle føre til, at Jakob Jensen blev borgmester, påbegyndte han som 42-årig, da han i 1900 blev valgt ind i Aarhus Byråd. Hans engagement i byrådsarbejdet lå især i skoleudvalget og havneudvalget, som var de to politiske områder, han nærede særlig interesse for. Jakob Jensen blev dermed, på trods af nogen modstand, en af de virkende kræfter i forbindelse med skolebyggerierne i Finsensgade, N.J. Fjords Gade, Samsøgade, Læssøesgade og på Ingerslevs Boulevard. Derudover var han også en hovedkraft bag byggerierne af Marselisborg Gymnasium og Aarhus Universitet, hvis geografiske placering i høj grad var et resultat af Jakob Jensens ønsker for projektet.

Byens mand

Særligt kendt var Jakob Jensen dog for sine markante holdninger til "natteroderi" på byens værtshuse. Han var stærk fortaler for begrænset udstedelse af bevillinger og for at begrænse beværtningernes åbningstid, så de måtte lukke tidligt. Det sociale ansvar for dette område lå ham så meget på sinde, at han endda af og til kunne ses møde op på et af byens værtshuse for personligt at forhindre det, hvis en arbejder var ved at spendere hele sin ugeløn på svir. Det var dog ikke alene den ulyksalige værtshusgæst, der kunne forvente en overhaling fra Jakob Jensens side, også værtshusets ejer stod for tur, hvis borgmesteren kom forbi. Efter 13 år som borgmester måtte Jakob Jensen i 1932 overlade borgmesterkæden til [Hans Peder Christensen]].

Den anseelse og værdighed, embedet siden er blevet forbundet med, kan i høj grad tilskrives Aarhus’ første borgmesters måde at bestride det på.

Runer for Jakob Jensen

Mindesten: Ved indvielse af Lystbådehavnen 14. maj 1933 blev der i inderenden afsløret en mindesten for Jakob Jensen. Stenen vejer 6.600 kg. og var fisket op i Aarhusbugten. Relieffet er udført af billedhuggeren Jenny Salicath, og teksten lyder: ”Borgmester Jakob Jensen. Medlem af Aarhus Havneudvalg 1900-1933”. Buste: I Erhvervsarkivets store sal findes en buste lavet af Elias Ølsgaard. Maleri: Portrætmaleri af Julius Paulsen (1860-1940) i byrådssalen på Aarhus Rådhus.

Kilder

Kilder

https://aarhuswiki.dk/wiki/Jakob_Jensen_(1858-1942)

Ib Gejl (red.): Århus. Byens borgere 1165-2000. Århus Byhistoriske Udvalg 2000.

Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.