Dronning Alexandrine (1879-1952)

Vis alle resultater i samlingen

Fornavn(e)

Auguste Alexandrine

Køn

kvinde

Beskæftigelse

Dronning

Beskrivelse

Beskrivelse

Alexandrine, Auguste Alexandrine, 24.12.1879-28.12.1952, dronning. Dronning Alexandrine voksede op dels i Schwerin, dels i Cannes hvor faderen ejede Villa Wenden og for sit helbreds skyld opholdt sig i længere perioder. Her traf hun sin senere ægtefælle og deres forlovelse deklareredes i Schwerin 24.3.1897. 1906 blev hun kronprinsesse og 1912 dronning. Sammen med sin ægtefælle levede hun et jævnt og roligt hjemmeliv, dels i Kbh., dels på Sorgenfri, Marselisborg og Skagen og fulgte ham på talrige rejser rundt i landet, til Færøerne, Grønland og Island, til Europas hoffer og til Cannes.

Under den tyske besættelse 1940–45 var hun sin mand en loyal og trofast støtte, og kongeparret blev symbol for den nationale samling, men det lå hende altid fjernt at blande sig i politiske spørgsmål. Hun interesserede sig levende for velgørenhed og musik, og var protektrice for en række institutioner, bl.a. musikforeningen, Det kvindelige velgørende selskab, flere asyler, Præmieselskabet for plejemødre, Welanderhjemmene, Småbørns vel, Louiseforeningen, Dronning Alexandrines Marinefond o.fl. Endvidere var hun protektrice for Vallø kloster.

Familie

Dronning Alexandrine blev født i det arvestorhertugelige palæ (Neustädtliches Palais) i Schwerin, døde på Skt. Lukasstiftelsen i Hellerup og blev begravet i Roskilde domkirke (Chr. 9.s kapel).

Forældre: arvestorhertug, senere storhertug af Mecklenburg-Schwerin Paul Nicolaus Ernst Heinrich Friedrich Franz 3. (1851–1897) og storfyrstinde af Rusland Anastasia Mikhailovna (1860–1922). Gift 26.4.1898 i Cannes (b.v. i "Villa Wenden" og k.v. i ty. kirke) med kronprins af Danmark Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm til Danmark, senere kong Christian 10, født 26.9.1870 på Charlottenlund slot, død 20.4.1947 i Kbh., s. af senere kong Frederik 8. (1843–1912) og Louise (1851–1926).

Mor til Frederik 9. og arveprins Knud.