Richard Thurlow (1827-1917)

Vis alle resultater i samlingen

Person
Fornavn(e)

Richard

Efternavn(e)

Thurlow

Køn

mand

Fødested

Diebs, England

Dødssted

Aarhus

Beskæftigelse

Lokomotivfører

Beskrivelse

Beskrivelse

Lokomotivfører Richard Thurlow, født 12. juni 1827 i Diebs, England – død 6. maj 1917 i Aarhus.

Thurlow kom til Flensborg i 1853, og da jernbanen Flensborg-Tønning åbnede, blev han ansat som fyrbøder på toget. Kort efter blev han forfremmet til lokomotivfører. I januar 1865 blev han ansat i Aarhus, hvor han var ansat indtil sin pensionering i 1893.

I Aarhus bosatte han og hustruen sig på Frederiks Allé 44.

I januar 1890 kunne Thurlow fejre 25 års-jubilæum som lokomotivfører, hvilket blev belønnet med et sølvbæger fra de nærmeste kolleger samt en musikalsk morgenhilsen. Thurlow blev i forbindelse med jubilæet beskrevet som den ældste lokomotivfører på de jyske og fynske jernbaner. Han havde en utrættelig flid og var pligtopfyldende.

I august 1878 behandlede Aarhus Byråd et andragende fra Thurlow og to af hans lokomotivkolleger, Manthorpe og Bailey, om indfødsret.

Gift med Martha Thurlow, født Whitta i Braddon, England. Datter af Thomas Whitta og Jane. Født ca. 1825 - Død 9. november 1904.

Parret fik fem døtre; Mathilde, Jenny, Isabella, Mary Ann (gift Jørgensen) og Richanda (gift Tøjborg).

21. april 1869 døde en af døtrene, Mathilde, efter otte dages sygdom. Mathilde blev 22 år og var forlovet med en Christoffer Allgrün.

8. august 1881 døde datteren Isabella, 29 år gammel, efter flere års tiltagende svaghed under et besøg i Odense. En måned tidligere mistede Richard og Martha også et barnebarn, da Mary Anns lille datter døde.

17. marts 1886 døde en anden af parrets døtre, Jenny, efter "faa Dages haarde Lidelser". Jenny blev 33 år og var bosat i Chicago, USA.