Sofus Marinus
Sofus Marinus Mikkelsen (1879-1947)
Vis alle resultater i samlingen
Mikkelsen
mand
Allelev, Djursland
Aarhus
Restauratør
Forpagter
Beskrivelse
S.M. Mikkelsen flyttede til Aarhus før 1901, da han dette år kan ses boende på Guldbergsgade i folketællingen. Hans stillingsbetegnelse var på dette tidspunkt "Sergent i Fodfolket". Senere opnåede han titel som underofficer ved infanteriet.
I 1904 stoppede han ved militæret og blev i stedet gymnastik- og danselærer. Sammen med L.P.W. Andersen afholdt han aftenkurser i både almindelig dans og folkedans i Dansk Arbejderloges festsal i Hjelmensgade. Her blev han senere bestyrer af arbejderlogens lokaler.
Omkring 1905-1906 flyttede Mikkelsen til Hjortensgade 24 og blev gymnastik- og danselærer. Her mødte han sin kommende hustru, der var datter af hans udlejer. De blev gift i april 1906, fik deres første datter, Paula Sofie Mikkelsen, i september samme år og flyttede til Molsgade 6 engang inden fødslen.
Dette år begyndte Mikkelsen også en cykleskole "for saavel Damer som Herrer med daglig Undervisning" i forbindelse med hans erhverv som gymnastiklærer. På cykleskolen underviste han ligeledes i såkaldt "Motorkørsel". I en periode var han desuden også en meget sportsinteresseret og populær fodboldspiller på AGF's førstehold, hvor han spillede pladsen som forward.
Efter arbejdet som bestyrer ved Dansk Arbejderloge blev Mikkelsen i 1909 vært ved Folkets Hus i Amaliegade. En tid omkring 1912 forpagtede han også Silistria, og under Første Verdenskrig ejede han en kort periode Hotel Skandinavien.
Restauratør ved Kasino og Vennelyst
I 1918 overtog S.M. Mikkelsen ledelsen af Kasino-Teatret, og fra 1923 blev han direktør for Vennelyst-Teatret i Vennelystpavillonen, som fik et vældigt opsving under hans ledelse. Mikkelsen var karakteriseret som "en yderst flittig og samvittighedsfuld mand. Der skulle være orden, hvor han færdedes", så selvom folkekomedierne i Vennelyst lå uden for hans interesse og hidtidige arbejdserfaring, blev arbejdet ikke udført mindre godt af den grund.
Datteren, Johnny Rosenvold, der senere blev operettesangerinde, begyndte allerede som barn at optræde på scenen ved Vennelyst. Efter at have begyndt sin karriere her fik hun som 22-årig sin første store rolle som sangerinde i operetten Rose Marie i 1937. Den anden datter, Paula Sofie Mikkelsen, involverede sig også i Vennelyst - der på sin vis blev et familieforetagende - da hun som danselærerinde underviste bl.a. på Vennelyst. I 1932 kan man eksempelvis se, at hun i Aarhus Stiftstidende reklamerede for med to hold "Børnedans i Vennelyst" hver onsdag. Senere holdt hendes elever også opvisninger på etablissementets scene.
Direktør ved Den folkelige Forsamlingsbygning
Selvom det gik godt, blev S.M. Mikkelsen træt af teatervirksomheden ved Vennelyst på grund af dens skiftende konjunkturer, og han opgav i 1939 for i stedet at blive vært i Den folkelige Forsamlingsbygning i Østergade - det senere Østergades Hotel. Her blev han frem til sin død.
Mikkelsen døde i 1947 efter et års sygdom. Under hans lange sygdomsforløb ledede hans hustru og søn, direktør Holger Mikkelsen, virksomheden i Østergade.