Knud Enemark Jensen (1936-1960)

Vis alle resultater i samlingen

Person
Fornavn(e)

Knud Enemark

Efternavn(e)

Jensen

Køn

mand

Fødested

Aarhus

Dødssted

Rom

Beskæftigelse

Cykelrytter

Beskrivelse

Beskrivelse

Knud Enemark Jensen var en dansk cykelrytter og medlem af Aarhus Amatør Cykleklub.

Knud Enemark deltog ved sommer-OL 1960 i Rom, hvor han var en del af det danske hold i 100 km landevejsløb for hold. Holdet bestod foruden Knud Enemark af Vagn Bangsborg, Niels Baunsøe og Jørgen B. Jørgensen. Holdet jagtede en bronzemedalje, da Knud Enemark ti kilometer før mål råbte til de andre, at han var svimmel. Efter yderligere et par kilometer begyndte Enemark at sakke agterud, og han begyndte pludselig at slingre, faldt af cyklen og besvimede. Få timer senere døde han på hospitalet uden at være kommet til bevidsthed. Indledningsvis troede man, at varmen (over 40 grader) og et hedeslag var årsagen, men visse kilder siger, at obduktionen viste spor af amfetamin, og at den danske træner havde givet Enemark Jensen og et par af hans holdkammerater et præparat, som skulle forbedre deres blodcirkulation. Det er dog aldrig blevet bevist, at Enemark tog amfetamin før løbet. Trods manglen på beviser var det Enemarks tragiske dødsfald, der satte gang i dopingbekæmpelsen og fik IOC til at reagere på dopingproblemerne.

Enemark var et af de danske medaljehåb ved Sommer-OL 1960 i Rom. Han havde tidligere samme år vundet det nordiske mesterskab og var i formidabel form. Knud Enemark var et af dansk cykelsports mest lovende unge navne, som mange spåede en stor karriere.