Bache, som døde for 4 Aar siden, vilde i disse Dage have fyldt 100 Aar. Ved sin Død var han den ældste Borger i Aarhus, og det var i den Egenskab, at han i sin Tid, da Kongen var i Aarhus, blev kaldt om Bord i Dannebrog, fordi Kongen vilde hilse paa ham; Kongen havde ogsaa en Samtale med Bache, der fortalte Majestæten en Del Erindringer fra gl. Dage. Ved sin Død efterlod Bache sig bl.a. nogle meget gl. Vers, han som Barn havde lært af sin Moder, og hun havde igjen lært dem udenad af sin Morbroder, som var født i Beg. af det 17. (dvs. 18.) Aarh. Nu har Baches Søn, der boer i Frue Kirkerist, dette et Par Hundrede Aar gamle Poem, der er et helt lille Tidsbillede og lyder saaledes: Ok, vi arme Bønder/Vores Stand er sorrig fuld. Vi har Tomme Tønder/Lidet Sølv og intet Guld, Ei Dukater kjender vi/Skillinger - naar de er ti. Vi da studse som Skruptudse/Skjægget pudse og for Gjerrighed er fri. Kister, Skrin og Tabuletter x/Er for os kun Rariteter; sorte Gryder Stuen pryder/Og vi synes det er net. Ligge under Vadmelstæppe/Understrøet med Halm og Straa, Melgrøden maa vi prise/Takke Gud, vi den kan faae. x Tabuletter var en Slags Tinrækker med Skuffe under og nogle Tintallerkener; den var anbragt under Loftet i Stuen.