Og smukt den synger om de svundne Dage, Om Livets Vaar, dets Sommer og dets Høst, snart er dens Sang en mild vemodig Klage, sendt til en Hymne svulmer højt dens Røst, Og hver en Tone dybt i Hjertet falder, og driver frem af Glemsels dunkle Skød En billedkreds, hvori hver svunden Alder Forynget staar med friske Farvers Glød. Og mens iaften her i tætte Rækker vi sidde Ven ved Ven om Gildebord, den fagre Fugle som mangt et Minde vækker Om længst forsvundne første Ungdomsaar: Vi see det Tempel, Liverts Aander bygger, Hvor Sandheds-Talen lød, mens vi var smaa, hvor Musen først os til sit Hjerte trykker, hvor første Glimt af Vilskabs Syn vi saae! Og mangen elskert Skikkelse vi skue, som kjærlig leder os ved vise Raad, Som i vort Bryst har tændt Begejstringslue