Tanker ved Mad. Carlsens fød Funders Død. Saa er da nu ogsaa Din jordiske Tilværelse endt, forklarede Aand! Saa er ogsaa Din hulde Overgang os for stedse berøvet – O tunge Lod! O sørgelige Budskab der forkyndte den. Ja, Elskte Hedenfarne! Taaren rinder! Savnet af dig smerter; Dit gode, Dit elskværdige Hjerte slaaer ikke mere. Forgjæves ere Vens og Slægtnings længselsfulde Sukke; Forgjæves Ægtemagens heede Taarestrømme. Forgiæves er de spæde Raab paa Moderen; til jordisk Liv Du kaldes ei tilbage. Men – Du lever – Du gik til din Guds fuldkomnere Egne – Alt høster Du Frugten af din Daad. O salige Haab, qvægende Trøst for det beklemte Hjerte! Mindet af dit Værd afpresser os en Taare, men uophørlig skal den ikke flyde, et Blik mod Evigheden skal standse den. Ja – frigjorte Aand! Du gik til Din Gud og til dine Fædre – til Hjemmet for ublandet Salighed; der skulle vi atter samles, kjende Dig og igjenkjendes- Dette er vort Haab! Dette er vor Trøst!!!