dristede sig til. Moster [Frk. Eckardt var dog slet ikke af familien, men havde, da hun kom til Århus fra fødebyen København været pensionær hos Fru Bæhrens forældre] må i sine bedste år have været velstaaende; men hendes hjem og hendes yderst få selskabelige sammenkomster var altid præget af samme puritanisme som alt hvad der angik hende. Et par vintre i vor pure ungdom var vi tvangsudskrevet til en slags forhadt værnepligt hos moster. Sammen med et par andre unge piger samledes vi nogle aftener vinteren igennem til syklub hos hende, hvor vi virkede til fordel for Santhalmissiomens udbredelse. - Mit bidrag blev aldrig af betydning. Der sad vi så om det mørke spisebord med vore nørklerier. Jeg håber og tror da også, at de andre arbejdede for sagen med et mere åbent sind end mit. De sad tilsyneladende glade, mens jeg mørktrugende og kontrær syslede med et el. andet forhadt broderi. Når så alle var placerede og arbejdet igang, bredte moster sine hefter med nyt fra missionsmarken ud på bordet og sagde med frisk stemme: "Og så skal vi høre, hvad Frøken Johanne Svanenskjold har at fortælle os derude fra". - Derude fra Santhalmissionen. Jeg har aldrig truffet Frk. Svanenskjold, jeg ved end ikke, hvordan hun så ud, og jeg har ingen grund til at tro, at hun ikke har været et udmærket menneske, men jeg afskyede hende. -