Rosenkilde mig det, da han reiste herfra. Havde Deres Høiærværdighed dengang paamindet ham eller mig derom, da havde det været afgjort, thi dengang havde man bedre tvunget ham dertil end nu;des- uden lød Beviset paa en vis Tid, jeg troer vis- se Maaneder, hvorfor jeg aldrig mere tænkte paa den Sag, før Deres Høiærværdighed krævede mig efter ti Aars Forløb. Tilgiv mig denne Yttring men D. H. kan tænke sig min Forskrækkelse, da jeg saa uventet seer mig stedt i en saadan U- lykke. Men jeg har den Tillid til Deres Høi- ærværdigheds ædle Hjerte, at De forskaaner mig saafremt De kan faae nogen Sikkerhed fra