Over Overkrigscommisair Folsachs Grav Engang i Ungdomstid jeg sang Du bad, jeg synge vilde ved din Baare; Men Harpen den har tabt sin Klang, Din gamle Ven bedst offrer nu en Taare. Naar han dig tænker skrinlagt her Dit muntre Vid, i Dine Kraftens dage, Da føler han den Stund er nær. Da ogsaa han sin Tid har lagt tilbage; - Da fra din Grav med Sorg han gaaer, Og ud i Verdens Tummel sig begiver, Men med den Trøst, at Du nu staaer Blandt dem, der ogsaa Ham engang tilsmiler