og burde overseet en saadan Bagatel som Paraplyens Forvexling, og, at derimod den han sigter er en af hans nære Paarørende, en Præste-Enke, en ædel Danneqvinde, hvis Skoetvinge Justitsraaden maaskee neppe er værdig at løse, og som, paa sin lange Reise fra Aarhuus til Lemvig saare vel har kundet behøve en god Paraplye. Lad derfor Forvexlingen være skeet paa hvilkensomhelst Maade; saa kan det dog ikke nægtes, at den Maade paa hvilken Justitsraaden har søgt at bringe den Feiltagende til at ændre sin Feiltagelse og at oprette ham sit lidte Tab er overmaade ubeskeden, og at han, ved deraf at betiene sig, har viist i saa usselt og saa ufordeelagtigt et Lys, at enhver brav Mand og Qvinde maae bede Gud bevare sig fra, at blive sat i den Nødvendighed, at maatte giøre hans Bekiendtskab.