fortsat fra G 2591 Du dannede til Dyd det unge Bryst; De Ynglinge du Viisdoms Veje lærte Velsigne Dig som Mand, af taktfuldt Hierte. Og da Dit Øies Lys, brat sluktes ud, Dog blev Din Tillid og Din Roe den samme; Thi lige klar Din Aands den indre Flamme I Nattens Mulm sig hævede mod Gud. Alt længe bøjet under Tidens Haand Du skued' Dødens Komme glad og rolig, Din Time slog - til Freden gik din Aand Og Støvet sank i Gravens stille Bolig. Saa synker Solen ned bag Høiens Rand Naar den med Purpur Vestens Himmel maler Og smiler venlig over Søe og Land fortsættes på G 2593