Det behagede det alvise Forsyn d. 20. ds. om Formiddagen Kl. 9 at bortkalde til et bedre Liv min gode, retskafne og uforglemmelige Kone, Karen Marie,f. Christensen, i hendes 30 Aars Alder. I 4 Aar deelte vi Livets Sorger og Glæder med hinanden, med disse sidste formørkedes desværre derved, at den salige Afdøde i næsten 2 Aar var bundet til Sygeleiet af en Svaghed, der efter især de sidste 3 Maaneders haarde Lidelser, kaldte hende bort fra mig og een i vort Ægteskab avlet Søn, der, ikkun 2 Aar gl., ei nu kjender Tabet af hans elskede og omhyggelige Moder. Dette Sorgens Budskab underlader jeg ikke at bekjendtg. for Slægt og Venner, med den Overbeviisning, at de ville føle med mig det Tab, en kjær og elsket Hustrues Bortgang foraarsager. - Fred med dit Støv, Du Forklarede! I bedre Egne, efter Jordlivets Ophør, haabes det, at vi atter samles. Aarhuus, d. 22. Nvbr. 1842 J. J. Guldager