I "Paradiset" havde han lagt Mærke til en Slags fosforagtige, blaaligt gnistrende Flammer, der undertiden kom op af Sprækkerne i Gulvet. Sammen med en Ven undersøgte han Stedet nærmere - de var ikke i Tvivl om, at Blaalyset maatte stamme fra nedgravede Metaller - og de besluttede at foretage en Gravning fra Kælderen hen til den formodede Skat. Først forsøgte de ved Hjælp af "de saakaldte Münschel-Ruthen, som Paradismanden forstod at skære af de sjældne Træer i Haven ", at fastslaa Stedet bestemt; derefter begyndte de Gravningen under stor Hennelighedsfuldhed, og naaede ogsaa saa langt, at de med en tynd Jernstang mente at kunne konstatere noget haardt, som gav en anden Klang, end naar Jernstangen traf en Sten. Imidlertid maatte Høst rejse bort nogle Dage - for at skaffe Penge til Terminen - og Kælderen blev derfor omhyggelig aflaaset saa længe. Da man efter Hjemkomsten genoptog Gravningen, blev de to Skattesøgere ubehageligt overraskede ved ikke mere at finde noget haardt; man gravede og gravede, men ingen Skat kom for Dagens Lys. Mistanken faldt paa Høsts Pige, som var forsvundet mens Herskabet havde været bortrejst; men Beviser havde man ikke, og Sagen blev aldrig opklaret. Mørch lader dog tydeligt skinne igennem, at den skyldige formodentlig har været den forts.