Du gamle Hædersborger med det bramfri Hjerteslag. Du ikke veeg tilbage, naar det gjaldt den gode Sag - Mens Tidens Slægter stredes, Du gik din egen Vej, I stille Tro paa Herren, dit Kald Du svigted ej! Alt hvad i Dig boede, det kjendte kun saa faa, Du lindred mangen Fattig, langt meer end Verden veed, Og fulgte dine Venner med sand Hengivenhed! Grant vidste Du vor Gjerning er kun et skum paa Elv, Naar vi af den os rose og stole paa os selv - Nej, Gud ham gav Du Æren, i Ydmyghed og Bøn, - Du var en tro Arbejder, der henter nu sin Løn! n.