Til Hr. Kjøbmand H. Liisberg i Oct. 1852 Toner ingen Harpe ved din Emmas Grav? Tie alle Stemmer af en navnløs Kummer? Ak! Naar Herren tager, hvad han engang gav, Mennesket saa tidt i dybe Sorg forstummer. Hun var Dig, min Ven! saa dyrebar og kjær; Hendes ædle Sind blev skattet høit af Mange. Sandru Vidne om den Hedengangnes Værd er jo Taarerne, som randt ved Sørgesange. Sorten Muld bedækker nu Dit Hjertes Lyst; Barske Vinde hvirvle Krandsene paa Grave. Hvo kan tolke Sorgen i dit ømme Bryst? Naar Du eensom vandrer i de Dødes Have. Kraftig rører sig i gudhengivent Sind trøstfuld Christentro, som Haabet vækker at hun gik til Herrens Himmelglæde ind, til en salig Fryd, som over Graven rækker. - Der engang Du skal Din kjære Emma favne, som Du paa Din tunge Vandring her vil savne. 13