Slægt og Venner bringes herved det Sorgens Budskab, at Gud den 17. ds. hjemkaldte til sig min elskede og retskafne Kone, Karen Lyngbye, f. Nielsen, efter 18 Aars tiltagende Gigtsvaghed og 3 Maaneders haarde Lidelser i hendes 78. Aar. I 48 Aar var hun mig en tro og oprigtig Ledsagerinde paa Livest ofte slibrige Bane, hvorfor hun nu høster Lønnen hos den Gud, paa hvem hun stadig troede. Fem Børn modtage hende hisset, og tre begræde med mig Tabet af en trofast Hustru og en øm og kjærlig Moder. Aarhuus, d. 18. Juni 1859 Paa Børns og egne Vegne J. Lyngbye Nu er det forbi, hvad her Du leed Derfor Du nu Lønnen vil finde; Men aldrig vi glemme Din Kjærlighed, Den staar som et lysende Minde. Og uden Bram din Vandring var her Dog lindred Du mangen en Smerte, Og gudhengiven var hele din Færd, Og kjærlighedsfuld var Dit Hjerte. Nu er du draget fra os hen Til hine Evighedens Kloder, Men der vor Børn favne igjen Hos Gud deres elskede Moder J. L.