Det blev min tunge Pligt at bekjendtgøre for fraværende Familie og Venner: at det har behaget Gud i Dag at bortkalde til et bedre Liv, til rene Aanders salige Samfund, min evig uforglemmelige dyrebare Mand, Købmand Rasmus Malling i en Alder af 59 Aar. I mange Aar, men i Særdeleshed det sidste, havde han kjæmpet med alle de med en ulægelig Steensmerte forbundne Lidelser, men hans sidste Øieblikke var den blideste overgang, og liig den vederkvædende Søvn, der overfalder den trætte Vandrer efter en møiefuld Dag. Enhver som kjendte vor indbyrdes huuslige Lykke vil føle vort Tab og skjænke mig og vore tvende Børn, fra hvilke han, ak for tidlig! bortvandrede, deres Medlidenhed. Kun den Tanke trøster mig, der i saa mangt et ængsteligt Øieblik har været Vidne til hans haarde Kamp: Han har nu Roe. Ja Den Gode slumrer nu i Fred, Saa troe han hørte Dødens Bud: Thi han fandt Naade hos sin Gud. Aarhuus, den 18. Juli 1826 C. M. Malling f. Kaarsberg