Forordet: Anton Neergaard´s radmagre Skikkelse og asketiske Ansigtstræk, og hele den Situation, hvor vi kendte Manden bedst, oprulledes nu for mig. ... Jeg ser min Barndoms snart elskede snart frygtede Lærer vandre med lange, afmaalte Skridt - passions, Dobbeltskridt - frem og tilbage mellem Duksens, Emil Lunds, Plads foran det gulmalede Bornholmerur og den vældige Brændekasse, som man maa snige sig siden om for at komme til Katederet. Nu lægger Neergaard Bogen fra sig, saa gælder det Grammatikken, og nu fornemmes med Uhygge den kendte lette Feberstemning, der fremkaldes af dårlig Samvittighed m.h. til Dagens Pensum i Madvigs forfærdelige Bog.