..Hvad jeg nogensinde har kunnet af Latin, har "Anton Blaatand" tærpet ind i mit Hoved. Det var ikke nogen videre aandfuld Undervisning denne brave og elskværdige Mand præsterede, men han fik Madvigs forfærdelige Grammatik til at hænge fast, saa at jeg i alt Fald kan Remserne endnu. Trods Neergaard´s Pedanteri, der grænsede til det latterlige, og trods hans stive og afmaalte Væsen, der ledte Tanken hen paa en mekanisk Dukke, holdt vi af ham for hans Retsind og den alvorlige Interesse, hvormed ham omfattede hver enkelt af sine Elever. Vore venlige Følelser overfor Neergaard gav sig engang Udslag paa en Maade, der vidner om, at Drenge kan vise Riddersind og saa over for deres Lærer. Naar der i den latinske tekst forekom "uartige" Udtryk og Sætninger, kunde den ærbare Neergaard ... ikke overvinde en Tilbøjelighed til at rødme helt op over den skaldede Isse. En ny Elev i Klassen som havde lagt Mærke til dette, opnaaede at faa den ulykkelige Mand til at gaa ganske fra Concepterne ved omstændeligt at oversætte et saadant Sted i ret uhøviske Udtryk. Han blev imidlertid tilrettevist af hele Klassen saa eftertrykkeligt, at han tabte Lysten til oftere at drille den brave "Anton Blaatand" Se ogsaa S.59